Creme de Mure er en brombærlikør, som blandt andet benyttes i én af Gintossens yndlingscocktails, nemlig Bramble. Og den er heldigvis rigtig nem at lave selv!
Det siger sig selv, at du skal have fat i nogle brombær! Har du adgang til friske fra haven eller naboens brombærkrat, så er det at foretrække - men frosne kan også sagtens bruges!
Ingredienserne er som følger:
- Friske brombær: ca. 5 dl - eller 8 - 10 dl hvis du benytter frosne, da de generelt har lidt mindre smag
- Vodka: ca. 2 dl (ikke den billigeste, men absolut heller ikke den dyreste du kan skaffe. Vi bruger en Absolut Vodka, men en Smirnoff havde også være fint.
- En sukkersirup: Ca. 2½ dl (se vores opskrift her)
- Citronskal: Et par cm uden for meget af det hvide, som er bittert - det skal naturligvis være fra en økologisk og ikke-overfladebehandlet citron)
- Valgfrit: En sjat Armangac, Cognac eller Brandy
Smid dine (optøede - hvis du benytter frosne) brombær op i en rent sylteglas. Mas dem godt igennem med din muddler, og hæld vodkaen (og evt. cognac) over og tilsæt citronskallen. Sæt låg på og stil den ind i et skab, i 2-3 dage så de ikke får direkte sollys.
Efter 2 - 3 dage hælder du lidt ad gangen, din blanding op i en finmasket si, som du har over en skål og presser så meget du kan, igennen sien med bagsiden af en alm. ske og ned i skålen. Tilsæt sukkerlagen og rør det godt sammen - og du er færdig :)
Hæld det evt. op på en ren flaske, og opbevar det i køleskabet hvor det kan holde sig en månedstid - hvis du kan få det til at strække så længe.
Vi lover, at næste gang vi selv laver en Creme de Mure, så husker vi at tage nogle billeder og smider herind, så du kan se de enkelte skridt i processen! Indtil da, må du nøjes med ovenstående billede af en Bramble, som vi har lavet med vores egen Creme de Mure!