Lad dine gæster gætte, hvad der er i cocktailen - gætter de også på chokolade er der en rigtig god grund til dette... også selvom der slet ikke er chokolade i !
Vild med fyldte chokolader? Så kunne Sublime Moment cocktailen være lige noget for dig! Ved at blande gin, vanilje sukkersirup og rød grapesaft, får man tydelige noter af chokolade – helt uden anvendelse af chokolade! Gin Professor Sam Carter fra Bombay Sapphire kalder det ”Transmorgrification” (direkte oversat: omdannelsesproces) og er den proces der sker, når sammensatte ingredienser danner smagen af en helt ny ingrediens. Drinken er sød og dejlig frisk og temmelig intens. Du kan evt. give den et lille splash vand, hvis du vil tone intensiteten lidt ned.
Prøv den og se om du er enig – om ikke andet er det en god undskyldning for at lave en dejlig Gin cocktail og få noget sjovt at snakke med sine gæster om!
Du skal bruge:
5 cl gin - f.eks. Bombay Sapphire
2,5 cl. friskpresset rød grapejuice
1,5 cl. vanilje sukkersirup
Hæld 5 cl gin, 2,5 friskpresset rød grape juice og 1,5 cl vanilje sukkerlage i din shaker – tilsæt masser af is – ryst 20-25 sekunder til den er iskold og hæld den igennem din strainer/si direkte i et afkølet cocktailglas. Vanilje sukkersirup er super let at lave: Hæld 250 g hvid sukker sammen med 2,5 dl vand og en vaniljestang, som du har flækket og skrabet vaniljekornene ud af og kommet i gryden. Kog blandingen og rør forsigtigt til sukkeret er opløst og tilsæt yderligere 250g hvid sukker. Kog i alt i ca. 3-5 minutter og lad det stå og trække i 3 timer, så vaniljen virkelig giver smag. Hæld det igennem en si og du er klar til at lave din Sublime Moment!